Fodboldlinjerne
Linjerne for dig, der er vild med fodbold. Sportsefterskolen har både en fodboldlinje for piger og en for drenge. På fodboldlinjerne træner vi fire gange om ugen af 1½ time på en normal skoleuge, foruden kampe. Derfor kræver det, at du har en god kondition (og ellers får du det hurtigt ;-)) og ikke mindst lyst til spille, lære en masse om fodbold og udvikle dig personligt og som spiller. De fire træningspas har forskelligt fokus. Et med fokus på teknik, to med fokus på taktik, sammenspil, kampsituationer m.m. og et med fokus på styrketræning og kondition (fælles for begge linjer).
Fodbold er en holdsport, men fokus er også på dig og din udvikling. Sammen med trænerne skal du finde din plads på holdet og udfylde den til holdets bedste. Træningen tager afsæt i DBU’s filosofi omkring god træning: aldersrelateret træning, flest mulige boldberøringer i løbet af et træningspas (dvs. alle har en bold og bruger den mest muligt i forbindelse med træningsøvelserne), positiv feedback, træningsudfordringer på, over og under ens niveau. Målet er altså, at du udvikler dig i et positivt træningsmiljø til at blive en bedre holdspiller og individuel spiller med en god kondition.
I løbet af året deltager vi i forskellige turneringer, det kunne eksempelvis være: Efterskole DM, Indendørs DM, Skoleligaen og JBU-turnering. Desuden kommer træningskampe mod forskellige lokale klubber. Ønsker du mere træning, er det muligt at deltage i træningen hjemme i den lokale klub (hvis transporttiden er overkommelig) eller at vi hjælper dig med at finde en lokal klub, der passer til dit niveau.
Sportsefterskolen Sommersted råder over tre 11-mandsbaner med mål i forskellige størrelser. Her træner vi hele sommerhalvåret og store dele af vinterhalvåret. I vinterhalvåret træner vi også indendørs fodbold i Sportsefterskolens hal og Sommersted Hallen.
Der gives en idrætsudtalelse ved skoleårets afslutning. Desuden lægger trænerne individuelle elevplaner for din udvikling i løbet af året.


















