Håndboldlinjerne
Linjerne for dig der er vild med håndold. Sportsefterskolen har både en håndboldlinje for piger og en for drenge. På håndboldlinjerne træner vi fire gange om ugen af 1½ time på en normal skoleuge, foruden kampe. Derfor kræver det, at du har en god kondition (og ellers får du det hurtigt ;-)) og ikke mindst lyst til spille, lære en masse om håndbold og udvikle dig personligt og som spiller. De fire træningspas har forskelligt fokus. Et med fokus på teknik, to med fokus på taktik, sammenspil, kampsituationer m.m. og et med fokus på styrketræning og kondition (fælles for begge linjer).
Håndbold er en holdsport, men fokus er også på dig og din udvikling. Sammen med trænerne skal du finde din plads på holdet og udfylde den til holdets bedste. Træningen vil ligne en klubtræning med fokus på personlig udvikling gennem positiv feedback, træningsudfordringer på, over og under ens niveau. Målet er altså, at du udvikler dig i et positivt træningsmiljø til at blive en bedre holdspiller og individuel spiller med en god kondition.
I løbet af året deltager vi i forskellige turneringer, det kunne eksempelvis være: Efterskole DM og JHF-turnering. Desuden kommer træningskampe mod forskellige lokale klubber. Ønsker du mere træning, er det muligt at deltage i træningen hjemme i den lokale klub (hvis transporttiden er overkommelig) eller at vi hjælper dig med at finde en lokal klub, der passer til dit niveau.
Sportsefterskolen Sommersted har egen hal med internationale mål desuden råder vi også i nogle af ugens timer over Sommersted Hallen. Der trænes med harpiks og med en bold til hver.
Der gives en idrætsudtalelse ved skoleårets afslutning. Desuden lægger trænerne individuelle elevplaner for din udvikling i løbet af året.



















